19 apr 2023
Højesteret
Ikke adgang til prøvelse af udvisningsafgørelser
Der var ikke grundlag for at se bort fra de tidsmæssige betingelser for prøvelse af udvisningsafgørelser
Kendelser afsagt 19. april 2023
Sagerne 22/2022 og 60/2022
Anklagemyndigheden
mod
T1
og
Anklagemyndigheden
mod
T2
Sagerne angik om der kunne ske domstolsprøvelse af udvisningsafgørelser over for to udlændinge, selv om 6-månedersfristen i udlændingelovens § 50, stk. 1, ikke var opfyldt.
I april 2021 henholdsvis juni 2020 anmodede T1 og T2 efter udlændingelovens § 50, stk. 1, om, at spørgsmålet om ophævelse af deres udvisninger blev indbragt for retten med henvisning til, at der var indtrådt væsentlige ændringer i deres forhold. T1 henviste bl.a. til, at han havde indgået ægteskab i Danmark, og T2 henviste bl.a. til, at han var blevet far til et barn, der havde dansk statsborgerskab. Begge henviste endvidere til, at der forelå udsendelseshindringer, idet de havde været forsøgt udvist i en længere årrække. Udlændingemyndighederne havde for begge vurderet, at tidspunktet for iværksættelsen af deres udvisning endnu ikke kunne fastlægges.
Landsretten afviste T1 og T2’s anmodninger om prøvelse af spørgsmålet om ophævelse af udvisningsbestemmelserne med henvisning til, at det er en betingelse for en sådan prøvelse efter udlændingeloven, at begæringen fremsættes tidligst 6 måneder før udvisningen kan forventes iværksat.
Højesteret udtalte, at det med en lovændring i 2022 blev fastsat i udlændingelovens § 50, stk. 1, at bestemmelsens tidsfrister kan fraviges, hvis der foreligger særlige grunde. Højesteret fandt, at forarbejderne til lovændringen måtte forstås således, at der i tilfælde som de foreliggende – uanset om der er udsigt til hjemsendelse – kun vil være tale om ganske særlige grunde, hvis der foreligger en formodning for, at opretholdelse af udvisningen med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser.
I lyset heraf foretog Højesteret i de enkelte sager en samlet vurdering og fandt, at der ikke forelå en sådan formodning. Højesteret tiltrådte derfor, at betingelserne for at få prøvet spørgsmålet om ophævelse af udvisningerne ikke var til stede og stadfæstede herved landsrettens kendelser.