Østre Landsret

22 mar 2019

Østre Landsret

Afvisning af sag mod bl.a. chefredaktør

Afvisning af straffesager mod bl.a. en chefredaktør i forbindelse med et dagblads reklamering for online spil og væddemål.

Landsretten har ved kendelse af 22. marts 2019 stadfæstet Københavns Byrets kendelse om afvisning af nogle straffesager mod et dagblads tidligere og nuværende chefredaktør (A og B) og mod selskabet bag dagbladet (C), hvor anklagemyndigheden havde nedlagt påstand om bøde for overtrædelse af den tidligere gældende spillelovs reklameforbud og om konfiskation af selskabets udbytte ved reklamerne. Straffesagerne angik selskabets reklamering for online spil og væddemål, der var udbudt uden bevilling efter den dagældende lov.

Sagerne var af byretten blevet forelagt for EU-Domstolen, som fastslog, at straffebestemmelsen i den dagældende lov skulle anses som en teknisk forskrift omfattet af EU-informationsproceduren, hvis det klart fremgik af forarbejderne til straffebestemmelsen, at bestemmelsen havde til formål og følge at sikre, at et gældende reklameforbud blev udvidet til at omfatte onlinespilletjenester. Det tilkom den nationale ret at afgøre dette spørgsmål.

Landsretten har ved kendelsen fundet, at den ændring af loven, der blev gennemført i 2003, bl.a. havde til formål og følge at sikre, at reklameforbuddet blev udvidet til at omfatte onlinespilletjenester, således at reklamering for udenlandske bookmakeres onlinespil, herunder væddemål, fremover (med sikkerhed) var omfattet.

Da det herefter fulgte af EU-Domstolens dom, at der var tale om en teknisk forskrift, hvorom EU-Kommissionen skulle have haft meddelelse – hvilket ikke var sket – kunne straffebestemmelsen ikke håndhæves over for private. Landsretten tiltrådte derfor, at byretten havde afvist straffesagerne.


Landsrettens begrundelse er sålydende:


"Sagerne mod A, B og C angår den bestemmelse, der med lov nr. 204 af 26. marts 2003 blev indføjet i den nu ophævede lov om visse spil, lotterier og væddemål som § 10, stk. 3, nr. 3, om forbud mod at reklamere for spil, lotterier eller væddemål, der ikke var omfattet af en bevilling efter lovens § 1. De rejste tiltaler mod A og B og tilkendelsen over for C omfatter reklamering for en række udenlandske bookmakerfirmaer i strid med dette forbud.

Anklagemyndigheden har i forbindelse med byrettens behandling af afvisningspåstanden tilkendegivet, at den omhandlede bestemmelse skulle have været notificeret efter informationsproceduredirektivet for så vidt angår udvidelsen af reklameforbuddet til at omfatte "spil", og at denne del af bestemmelsen derfor ikke kan håndhæves over for private.

Spørgsmålet er herefter i første række, om tillige den øvrige del af den omhandlede bestemmelse var notifikationspligtig og derfor heller ikke kan håndhæves over for private. Dette beror på en vurdering af, om det klart fremgår af forarbejderne til bestemmelsen indføjet med ændringsloven i 2003, at lovændringen havde til formål og følge at sikre, at et gældende reklameringsforbud blev udvidet til at omfatte onlinespilletjenester (EU-Domstolens dom af 20. december 2017 i sag C 255/16, præmis 37).

Med lovændringen i 2003 fik det hidtidige reklameforbud en bredere anvendelse. Med den nye bestemmelse blev forbuddet således omformuleret, så det udtrykkeligt kom til at omfatte "spil" og "lotterier" foruden (som hidtil, jf. lov nr. 345 af 14. maj 1992) væddemål og lottospil. Det fremgår af lovbemærkningerne, at reklamering omfattede enhver form for annoncering eller anden viderebringelse af information om spilleudbyderens virksomhed og spilleudbud; dog ikke redaktionel omtale i trykte eller digitale nyhedsmedier. Forbuddet gjaldt, uanset hvilket medie der blev anvendt, herunder digitale medier. Forbuddet omfattede endvidere reklamering for spilleudbyderens virksomhed, herunder spilleudbyderens hjemmeside. Af lovbemærkningerne fremgår, at ændringen var i overensstemmelse med reklameforbuddet i den dagældende § 12, stk. 3, i hestevæddeløbsloven, men var en præcisering af den dagældende § 10, stk. 4, i loven om visse spil, lotterier og væddemål.

Det fremgår desuden af lovbemærkningerne, at formålet med ændringsloven bl.a. var at modvirke en udhuling af Tipstjenestens spillegrundlag gennem en modernisering af forbud mod formidling og markedsføring af ulovlige spil. Med lovændringen skulle der bl.a. tages hensyn til udviklingen vedrørende udbud af ulovlige spil over internettet. Det fremhæves, at den tekniske udvikling i de senere år havde gjort, at spillerne uden større anstrengelse på internettet kunne deltage i spil, som ikke var underlagt kontrol af de danske myndigheder.

I lovbemærkningerne gives samtidig udtryk for usikkerhed om rækkevidden af det hidtidige forbud mod udbud og formidling af udenlandske spil. Denne usikkerhed ses også afspejlet i skatteministerens supplerende bemærkninger til lovforslaget (L 111 – bilag 17) med omtale af de erhvervsøkonomiske konsekvenser, herunder tab af annonceindtægter i det omfang reklamering ikke hidtil havde været forbudt. I skatteministerens kommentarer til forskellige henvendelser til Skatteudvalget synes det lagt til grund, at reklamering for udenlandske bookmakere (væddemål) i danske medier ikke med sikkerhed var ulovligt.

Det bemærkes i den forbindelse, at forarbejderne til det omtalte reklameforbud i hestevæddeløbsloven fra 2000 ikke udtrykkeligt omtaler onlinevæddemål.

På denne baggrund finder landsretten, at sigtet med lovændringen i 2003 bl.a. var at modernisere reklameforbuddet, så der blev taget hensyn til udviklingen vedrørende udbud af ulovlige udenlandske onlinespil. Lovændringen fjernede usikkerheden om, hvorvidt reklamering for udenlandske bookmakere i danske medier allerede var ulovligt, og lukkede dermed et (muligt) "hul". Bemærkningerne til § 10, stk. 3, nr. 3, indeholder ingen sondring mellem spil, lotteri og væddemål, og der ses ikke i lovforarbejderne i øvrigt holdepunkter for at sondre mellem forskellige typer af onlinespil. Der blev ej heller sondret mellem spil, lotterier og væddemål i forbindelse med forelæggelsen for EU-Domstolen af spørgsmål om notifikation af bestemmelsen. I overensstemmelse hermed ses EU-Domstolen at have udtalt sig om notifikation af bestemmelsen i sin helhed. Det bemærkes, at heller ikke beskrivelsen af gerningsindholdet i de rejste tiltaler ses at bygge på en sondring mellem på den ene side spil og på den anden side (lotterier og) væddemål.

Landsretten finder herefter, at lovændringen i 2003 bl.a. havde til formål og følge at sikre, at reklameforbuddet i lov om visse spil, lotterier og væddemål blev udvidet til at omfatte onlinespilletjenester, således at reklamering for udenlandske bookmakeres onlinespil, herunder væddemål, fremover (med sikkerhed) var omfattet. Det kan – i lyset af usikkerheden om, hvorvidt det hidtidige forbud også omfattede udenlandske onlinespilletjenester – ikke føre til en anden vurdering, at det hidtidige forbud omfattede bl.a. bookmakerspil.

Det følger af ovenstående, at bestemmelsen i § 10, stk. 3, nr. 3, i den nu ophævede lov om visse spil, lotterier og væddemål i sin helhed skulle have været notificeret.

Bestemmelsen kan således i sin helhed ikke håndhæves over for private.

Landsretten tiltræder derfor, at straffesagerne mod de tiltalte A og B samt sagen mod C er afvist, jf. retsplejelovens § 846, stk. 1, nr. 3.

Landsretten stadfæster herefter byrettens kendelse."

 

Sagerne har været behandlet af landsrettens 5. afdeling under sagsnumrene S-78-19, S-79-19 og S-81-19.